Vidste du at mange af de gamle råd om tordenvejr stadig gælder?

Samtidig holdes der stadig liv i gamle myter, som forskningen forlængst har aflivet.

Vi har nedenfor samlet nyttige råd til dig om tordenvejr.

 

Din afstand til lynet


Tommelfingerreglen siger, at hvis der går mindre end 5 sekunder mellem lyn og tordenbrag, så er du i farlig afstand til tordenvejrets centum.

Ved at lytte og tælle sekunder kan du afgøre ca. hvor langt væk du er fra tordenvejrets centrum. 
Forsinkelsen mellem lyn og tordenbrag fortæller dig nemlig løseligt en afstand på ca. 1 km for hvert 3. sekund. 
Når du eksempelvis at tælle til 9 kasser øl (1 kasser øl, 2 kasser øl, ...) mellem lyn og tordenbrag, så er lynet ca. 3 km væk.

Gode råd i tordenvejr


Du bør altid være opmærksom på din færden i tordenvejr. Vi har her samlet en række gode råd til, hvordan du skal forholde dig i tordenvejr.


Hvis lynet slår ned

  • Personer, der bliver ramt af lyn, er ikke elektrisk ladede, så frygt ikke for din egen sikkerhed, men giv øjeblikkeligt førstehjælp.Tilkald ambulance på 1-1-2 og fortsæt førstehjælpen
  • Opstår der brand, så red mennesker og dyr, kald øjeblikkeligt hjælp på 1-1-2 og påbegynd om muligt brandslukning  


Forebyg lynnedslag

  • En overspændingssikring fra Dan Delektron mindsker risikoen for skader og ødelæggelse af de elektriske apparater
  • Et lynaflederanlæg på huset beskytter mod lynnedslag


Hiv stikkene ud

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler:

Træk stikkene ud når det tordner eller få installeret en overspændingsafleder.  


Det gamle råd med at trække stikkene ud i tordenvejr gælder altså stadig. Mange tror fejlagtigt at det blot gjaldt antennestikket i ’gamle dage’, men vil du undgå at dine elektriske produkter fx PC, fladskærm, musikanlæg, den eksterne harddisk med alle feriebillederne mv. går i stykker anbefales det, at man hiver stikkene ud eller får installeret en overspændingsafleder i sin el-tavle.

Selvom lynet slår ned langt fra dit hus, kan du risikere at få skader på dine elektriske produkter. Årsagen er, at kraften fra lynet resulterer i de såkaldte spændingstransienter, som medfører overspænding på el-nettet.
Den lovpligtige HPFI/HFI–afbryder beskytter ikke mod lynskader. HPFI-afbryderen er en fejlstrømsafbryder, som træder i kraft, hvis der opstår en fejl i et af dine elektriske apparater. Se her på Sikkerhedsstyrelsens hjemmesiden hvordan du tester din HPFI-afbryder.  


I det åbne land

Overraskes du af tordenvejr på en flad mark, så er du det eneste, som rager op i landskabet. 
Du skal derfor prøve at gøre dig så lille som mulig – både i højden men også i bredden. 
Sæt dig på hug og krum dig sammen med hovedet ned til knæene

  1. Hold fødderne/benene samlet mens du sidder på hug
  2. Rør ikke ved elektrisk ledende genstande, fx golfkøller, paraplyer mv
  3. Hold hænderne over ørerne for at undgå høreskader fra tordenbrag tæt på
  4. Luk øjnene og åben munden  


Læg dig ALDRIG FLADT NED på jorden, da man derved øger risikoen for skader, hvis lynet slår ned i jorden et sted i nærheden.  


På sportspladsen

Trækker det op til tordenvejr – forlad da stadion/boldbanen.

Bliver du alligevel fanget midt ude på banen, så lad være med at løbe fra banen, men sæt dig i stedet på hug som beskrevet ovenfor ’I det åbne land’.
Vær også ekstra opmærksom på sportspladsen, da pladsens lysmaster, tribuner mv. kan fungere som lynfang medmindre der er monteret lynafledning.


På golfbanen

Et stigende antal golfbaner får opført lynsikrede hytter/pavilloner centrale steder eller særligt udsatte steder på golfbanen. 
Som golfspiller bevæger man sig ofte rundt på i forholdsvist fladt område og har samtidig medbragt sit eget lynfang i form af golfkøller, som potentielt kan tiltrække lynene. 
Alle golfspillere er bekendt med risikoen, men overraskes man alligevel af et tordenvejr uden mulighed for at søge indenfor i et hus eller en bil, bør man gå væk fra sin golfbag og søge til det laveste punkt i det nærmeste terræn og sætte sig på hug som beskrevet ovenfor ”I det åbne land”. 
Søg aldrig ly for regn og torden under et træ. 
Slå aldrig din golfparaply op i tordenvejr – den vil blot virke som lynfang.


I bilen 

Det er sikkert at sidde i en bil med lukkede døre, vinduer og soltag. Bilens jernkonstruktion virker som et såkaldt Faraday bur, hvor metallet leder lynstrømmen til jorden (dog ikke cabriolet). 
Er du i tordensvejrets centrum (= mindre end 5 sekunder mellem lyn og tordenbrag) bør du ikke fortsætte kørslen, da du i tilfælde af lynnedslag i bilen øjensynligt vil miste herredømmet over bilen fx pga. lynets blænden eller ved at dækkene er blevet beskadet af lynstrømmen.


I campingvogn

Samme sikkerhed som bil. Tag dog højtragende antenner ned i god tid.


Mobiltelefonen

Der er delte meninger om, hvorvidt det er farligt. British Medical Journal (tidsskrift for læger) advarer mod at tale i mobiltelefon, når det tordner og lyner, fordi der er flere tilfælde, hvor folk er blevet ramt af lynet, mens de talte i mobiltelefon. Så selvom mobilen ikke er forbundet til et ledningsnet, så skal du være opmærksom på, at du holder en aktiv elektrisk genstand, som kan reagere på den øgede elektricitet i luften.


På fisketuren

Læg fiskestangen fra dig og er du på åbne arealer, så gør som beskrevet ovenfor ’I det åbne land’.


På båden

I en båd med mast på er der øget risiko for at blive ramt af lynet, hvis man befinder sig på vandet. Kan man ikke komme i land, skal man søge så langt væk fra masten som muligt og lad være med at røre ved elektrisk ledende genstande – søg gerne ly i kahytten. 
Er du i en kajak eller robåd og bliver pludselig fanget af tordenvejr, så krum dig sammen og sid så stille som muligt, i stedet for at forsøge at ro i land.